illustrationer af Maria Tran Larsen fra Monstermanualen

Hun klarede den!!!
 
I sidste uge gik jeg og ventede på en mail. Jeg havde haft kontakt til en mor til en pige på 11. Moren var i gang med at lave en monstermanualen sammen med sin datter, som var bange for at komme med på lejrskole. Jeg håbede til det sidste, at pigen kom af sted og blev derfor SÅ glad, da jeg fik denne fine mail, som jeg har fået lov til at dele med jer anonymt. Jeg får helt tårer i øjnene og kan mærke forældrenes lettelse og stolthed helt ind i mit hjerte.
 
“Vores datter på 11 år er et af de børn, som bekymrer sig lidt for meget. Det har gennem mange år været svært for hende at sove hos veninder, deltage i fødselsdage og udflugter.
 
Sidste nye bekymring opstod, da hun skulle på lejr med klassen. Hun startede ud med “jeg nægter” og “jeg låser mig inde på badeværelset, så I ikke kan tvinge mig med”. Men da vi gik i gang med Monstermanualen, var der et vendepunkt.
 
Novellen om Simone gik lige ind. Vores datter kunne identificere sig med Simone og blev utroligt motiveret til at komme i gang med at lave sin egen monstermanual. Jeg, som mor, blev helt rørt over at læse novellen højt for vores datter. I et par uger herefter spurgte hun hver aften, når de små søskende var puttet, om ikke vi skulle lave noget på hendes monstermanual. Hun gjorde sig umage og hyggede sig med at forvandle en almindelig notesbog til monstermanual. Svarede på de spørgsmål, der bliver stillet i bogen og skrev sine svar ind i sin egen monstermanual. Opstillede næste mål og delmål for sig selv.
 
Og pludselig var vi gået fra “jeg nægter” til “mit næste mål er at tage med på lejrtur”! Hun fik et sprog for og en forståelse af, at hendes bekymringstanker var noget hun kunne betragte. Hun blev opmærksom på sig selv, sin krop og sine tanker på en ny og nysgerrig måde. Vi investerede i en ekstra bog til hendes lærer, og kunne på den måde arbejde tæt sammen om at støtte vores datter.
 
Der var selvfølgelig øjeblikke, hvor hun vendte tilbage til gamle mønstre, men i det store hele gik det bare helt vildt meget i den gode retning. Hun klarede et delmål, en overnatning hos sin faster, og følte sig så stolt og glad. Og hun endte faktisk med at udtrykke helt selv at “på en skala fra 1 til 10, så glæder jeg mig 9 til den lejr”. Og afsted kom hun, trods panik og kortvarigt “jeg nægter” dagen inden, da der skulle pakkes. På selve lejren havde hun sin egen monstermanual med, læste i den og skrev i den og kæmpede! Og hun klarede den!
 
For mig, som mor, er det bedste af det hele, at hun har lavet et stort stykke indvendigt arbejde med sig selv, som hun nu kan bygge videre på. Hun vil højst sandsynligt havne i sådanne situationer igen, og hun vil tvivle igen. Men hun har ikke bare klaret lejren. Hun har fået et sprog og et værktøj, som hun har gjort til sit eget! Hun er blevet både stærk og klog! Så tusind tak fordi, at I har skrevet den bog. Som vores datter bad os skrive til dig, Gitte: “Tak fordi du tror på mig, det hjælper!” Jeg håber, at Monstermanualen kommer ud og hjælper en masse børn og forældre og lærere 😊
 
Kærlig hilsen en meget stolt, glad og taknemmelig mor”.
 
mor til pige på 11

Wauv – får I også helt gåsehud og tårer i øjnene? Sikke en sej lille monsterbekæmper vi har her. Stort tillykke med sejren til vores seje pige her. Og godt kæmpet af hele familien.
 

Novellen om Simone i Monstermanualen går rent ind hos børnene og er da også den suverænt mest omtalte del af bogen. Simones karakter er opstået ved, at min medforfatter psykolog Stine Hæk med stor præcision har karakteriseret de børn, hun ser i sin daglige praksis med angstbehandling. Ud fra den karakteristik har jeg så skrevet en novelle og en fortælling, som Stine utrætteligt har justeret. Og på grund af Stine detaljefokus og vores intensive arbejde med Simones karakter, kan så mange børn genkende sig i Simone, som åbner op for større forståelse hos forældrene. Simone gør det nemmere for børnene at tale om deres tanker, giver forældrene en bedre forståelse af, hvordan det føles, og giver barnet en følelse af at, der er andre, der har det ligesom mig. Jeg er ikke alene.

Med Monstermanualen ønsker vi inderligt at give børnene poweren tilbage. Det er vigtigt for os at børnene oplever, at de har styrken indeni til at bekæmpe deres ængstelighed. Præcis som moren herover beskriver det!

 

Vil du se mere til bogen?