Frygter du allerede lidt december? Tænker du, at det bliver mega hektisk? Får både du og dine børn julekuller? Se med her og få fem gode råd til en mere rolig december! 

 

Gæt, hvad trick nummer 1 er? Hint – du har hørt mig sige det før.

Klar parat hyg? 

December måned er lig med flere stimuli for vores børn. Der er masser sjov, noget der driller og 24 dage fyldt med spænding. Kan du allerede nu få åndenød og få brug for lige at trække vejret dybt, inden ræset begynder? Der er i hvert fald nok at se til i december. Her bare et lille udpluk med et par tanker tilknyttet, dit barn måske tænker.

Du kan jo selv tilføje til listen og få mine fem gode råd længere nede til en dejlig december. 

 

Juletræet tændes på torvet – i dag kommer julemanden og tænder træet på torvet. Vi skal ned og se det. Jeg er så spændt. Måske har han godter med? Hvad mon det er? Min storebror vil ikke med. Han siger, at han ikke tror på julemanden. Men det gør jeg. Tror jeg nok. 

Nissevenner i børnehaven og skolen – spændingen stiger – hvem skal jeg være nisse for, hvem er min nisse? Kan jeg mon finde på noget sjovt? Bliver jeg gættet? Er det mon Mikkel, der er min nisse? Eller Gustav? Måske Louise. Vi har ikke købt gave endnu. Håber vi kan nå det? Hvad skal jeg købe? 

Kalendergaver  hver morgen jeg står op, ræser jeg ud af sengen og hen til sokken. Måske bliver jeg glad, måske bliver jeg skuffet. Og må man godt blive skuffet, eller skal man være glad for alt, man får? Jeg får lyst til at åbne alle pakkerne hver morgen. Men så bliver mor sur. Men jeg har virkelig lyst. Kan man mon få chokoladen ud bagfra i chokoladejulekalenderen? 

Julekalender på tv – totalt hyggeligt – hele familien er samlet. Det elsker jeg. Det er godt nok alt for sent og over min sengetid. Jeg gaber lidt, men kæmper for at være vågne. Jeg vil jo ikke gå glip af noget. Men den er godt nok ret uhyggelig. Og der er væsner med, jeg ikke lige ved, hvad jeg skal tænke om. Og måske får jeg mareridt. Jeg kommer i hvert fald sent i seng. 

Sukker i spandevis – sikke meget slik, æbleskiver og knas jeg får i december. Det er jo en fest. Min mave er dog helt spændt hele tiden, og jeg er tørstig hele tiden. Og når vi skal spise aftensmad, er jeg ikke sulten. Så bliver mor sur. Hun mor siger, jeg skal styre mig, men hvordan gør man det? 

Gaver over det hele – uhh det er så spændende. Mor og far slææææber gaver hjem til os alle sammen. De tror jeg ikke ved, at de ligger inde ved strygejernet, men jeg har allerede haft dem ude alle sammen og set på dem. Gad vide, hvilke der er til mig? Uh det er næsten ikke til at holde ud. Og hvad med mine gaver til mor og far. Jeg producerer løs i børnehaven. Mon mor helst vil have den med grønne perler eller den lyserøde? Hun kan godt lide lyserød. Og fars skal være gul. For han elsker solen. Kan jeg også nå at lave gaver til alle mine bedsteforældre? 

Besøg hos bedsteforældre når det er weekend og jeg gerne vil slappe af, skal vi hele tiden af sted til alt muligt. Vi skal rundt og ønske god jul, siger mor. Og jeg elsker at være sammen med mine kusiner og fætre, men skal vi virkelig af sted igen nu? Allerede? Jeg vil bare gerne bare sidde i mit nattøj og bygge lego i dag. Det er jo søndag. 

Juleklippeklisterdag i institution og skole – i dag kommer forældre og søskende på besøg. Vi skal lave verdens længste guirlande og hænge den op på gangen. Og mor og far kommer tidligt fra arbejde. Jeg håber, de kan nå det. Der er mange på stuen den eftermiddag. Jeg bliver helt varm, og vi løber så meget på gangene, at vi må ud og få lidt luft. Vinduerne er helt duggede, og de voksne snakker med hinanden og klipper nissemænd. Der er meget larm. Det er sjovt at se dem på de små skamler. Det er rart, når de er i børnehaven sammen med os. Men skal vi ikke snart hjem. Jeg er træt. 

Julefrokoster for venner og familie – så skal vi af sted igen? Og skal jeg falde i søvn derude? Bliver mor og far fulde? 

Adventshygge – det er rart. Så mødes vi om søndagen og tænder op i kransen. Måske synger vi lidt og spiller et spil. Og måske får jeg en gave. 

Juleforestilling eller en koncert – i dag skal vi hen i kirken og se en eller anden koncert. Jeg er træt. Jeg orker det ikke. Kan vi ikke bare være hjemme?

I aften skal mor mødes med veninder til en kop gløgg og lige ønske god jul- øv så er hun ikke hjemme igen og putte mig. I går var far af sted. Vi er ikke så meget hjemme på samme tid i december. Jeg kan bedst lide, når alle er hjemme på samme tid. 

Juletræet skal i hus – i dag kommer morfar – så skal vi ud på en gård og hente juletræ.  

Nisselandskab – jeg bygger og bygger på mit nisselandskab. Det er sjovt at se det bliver en helt lille by med kælkebakke og alt muligt andet. Måske kan jeg lige nå, at bygge en kælkebakke inden vi skal spise. 

Luciaoptog – mor stryger min kjole. I dag skal vi gå Lucia. Jeg glæder mig så meget. Jeg skal gå lige bagved Beate og Amalie og ved siden af Louise og bagved går Victor og Kasper. Vi skal gå i takt, siger læreren. Men drengene fjoller. Og så skal vi synge højt. Kan jeg mon huske alle versene? Og kan man brænde sig på lyset? Uh, det er spændende. Mor siger jeg skal have vinterstøvler på under dragten, fordi vi skal gå ude også, men jeg vil have min ballerina sko på. Vi skal også ned på et plejehjem og synge. Hvordan mon det bliver. 

Bage småkagedag og lave konfekt – i dag skal vi bage med moster. Jeg har store planer for mine kager og de skal pyntes med krymmel og en masse andet. Jeg ved lige præcis, hvordan de skal se ud. 

Listen er lang – oplevelserne mange – stimulien stiger. Kan du mærke det? 

Der er masser af gråd og konflikter i december måned, hvor det hele skal være så perfekt, og vi alle har mange forventninger, der måske – måske ikke bliver indfriet. Vi har vores forventninger, ideer og idealer. Måske er vi ikke enige som par. Måske skændes vi om det. Og det er langt fra sikkert, at vores forventninger matcher vores børns. Det er ikke nemt at være barn i det virvar. Og det er svært at navigere for dem. 

Her kommer mine 5 gode råd til en mindre stresset december!

I prioriteret rækkefølge

1. SØVN

Det vigtigste for en god december er at prioritere børnenes (og vores egen) søvn! Har du fulgt mig i noget tid, vil det ikke komme bag på dig, at det er det vigtigste råd i min optik. Søvnen er endnu vigtigere i december end andre måneder. Der er mørkere og der sker mere. Det kalder begge på mere søvn. I stedet for at gå i vinterhi – skruer vi op – og går dermed mod naturen i os. 

Vi mærker hurtigt den manglende søvn i december derhjemme om morgenerne, og i skolerne og børnehaverne taler de om at børnene er decemberkulrede. Den primære grund til, at børnene kommer for sent i seng i hele december er, at julekalenderen på tv først starter kl 20 (aber warum?)

Thank god for streaming! De senere år har vi fået mulighed for at streame tv, og det er en kæmpe gave til familierne i julen. Hvis vores børn først kommer i seng kl. 20.30 – 20.40 og har set et uhyggeligt afsnit, er der stor sandsynlighed for, at de først sover kl. 21. For de fleste børn, der kommer i seng deromkring, vil det betyde, at de skal sove til ca kl. 7.30 næste dag for at være udhvilet til en ny dag fyldt med (over)stimulering. Er de i børnehavealderen skal de sove mere. Det får de færreste børnehavebørn lov til og skolebørnene skal jo op og i skole. 

Prioriter sengetiden! Det er alfa omega for en god december. Prioriter også at sidde sammen med børnene især, hvis julekalendere er uhyggelig. Få planlagt en god rutine med hele familien, så der ikke kommer en masse drama undervejs om, hvem der må hvad. Aftal, at I fx ser kalenderen kl.  17 eller 18. Er det seneste afsnit ikke udkommet endnu, må I se gårsdagens. Gå på kompromis med om det er det seneste afsnit. Det er ikke vigtigt – det er samværet børnene elsker – ikke så meget om det lige er det ene eller andet afsnit.

Hvornår skal dit barn i seng, for at være udhvilet? Se mere her. Hør også mere om hvorfor søvn er så vigtigt!

Gør det hyggeligt at komme i seng. Læs et kapitel i en god julebog, eller brug tid på at finde ind til kærligheden i december med Børnemeditationerne i mit hjerte. Lad julefreden sænke sig før sengetid. 

 

2. SIG FRA – lav en omvendt Spangsberg

Vær fleksibel i din indstilling til de aktiviteter, I har planlagt for familien og justér ind efter dit barns behov. Lav en omvendt Spangsberg! Du må godt sige nej tak. Du må godt sige fra. I må godt dele jer i familien, så kun dem, der har overskud, tager af sted. Se på dit barn og vurdér, om det bliver en god dag for barnet, at komme af sted til det, I skal. Hjælp dit barn, der måske gerne vil med, men ikke kan holde til det – tag beslutningen om at blive hjemme for dit barn. Lige så snart de andre er kørt, falder dramaet, og roen kan indfinde sig. Hjælp dit barn med at navigere. 

 

Svært at sige nej til venner og familie? Mærk efter, hvem du skylder hvad og hvilke værdisæt, du vil operere efter. Er det din agenda? Eller hvis er det, når du føler, du ikke kan sige nej. Tænk, hvis vi gav hinanden lidt plads og rum til at sætte farten lidt ned i december og accepterer et nej.

Tager I afsted med halvtrætte børn? Prioriter middagslure højt for de små, hvis I vælger at tage af sted og prøv om de lidt større ikke også kan tage en lur. Kør gerne en lille omvej i bilen, hvis de endelig sover, og hold og vent på en stille nabovej i en halv time. Læg mobilen væk og luk selv dine egne øjne. Take a break. Tag en barnevogn med og lad den ene forælder trille en tur, mens de andre går ind. Den karrysild kan godt vente på, at jeres barn får sovet. 

Hvis dit barn ikke sover til middag mere, kan en rolig, nærværende stund med en børnemeditation være dejligt. 

3. Lav åndehuller

Gå allerede nu ind i din decemberkalender og læg tid ind til åndehuller. Så kan det være nemmere for dig ikke at proppe endnu mere ind i kalenderen. Husk tid til bare at nuldre rundt i nattøj, lave ingenting, sove lur og drikke te under tæppet. 

4. Frisk luft og vand

December er en mørk indemåned med masser af fed mad, os fra stearinlys, slik og godter. Tænk over, at komme ud og røre jer og få noget luft. Luft også ud derhjemme og til de sammenkomster, I er til. Mind dig selv og børnene om at drikke ekstra vand. Der skal vand ned til alle de pebernødder, for at maven ikke går i stå. Start hver morgen med et stort glas vand til alle. Motion giver øget velvære, de dejligste røde kinder og hindrer nogle maveudfordringer. Aftal evt med dem I skal holde julefrokost med, at I starter i skoven og går en tur. Og må vi så godt bede om masser af sne, så vi kan komme ud og kælke og køre på ski?

5. Skru ned for ambitionerne og op for nærværet

Vi vil så gerne gøre det så godt for vores børn i december og give dem en masse oplevelser og gode minder. Men ofte er det de små ting, de og vi husker. Og ofte handler de små ting om, at vi stoppede op midt i ræset og var nærværende. Husk på ‘hellere lidt men godt’ mantraet, når det kommer til aktiviteter med ungerne. De kan ikke konsumere de mange stimuli, de bliver bombarderet med i december, og de trænger til, at vi er nærværende og rolige og ikke ræser rundt i jagten på det perfekte. Hent tidligere end du plejer og skab ro om eftermiddagen. 

Jeg ønsker jer alle en super dejlig december.

Har du flere gode råd – er du velkommen til at skrive dem herunder. Hvad fungerer hjemme hos jer?

Vil du putte kærlighed under træet – har vi masser af bøger med sjæl og kærlighed i shoppen. Se fx. de nye kærlighedsskyer fra Nepal og giv en sky og en bog til et barn, du gerne vil forkæle med masser af nærvær og kærlighed ved puttetid. Se også de mange andre bogpakker i shoppen. 

Sky og bog i en bogpakke med rabat

Læg denne fine pakke under træet til en du holder af. Den koster samlet 238 kr.