Her er en familie, som ofte er adskilt, fordi farmand sejler. De bruger “Børnemeditationerne I mit hjerte” til at sende ham en masse kærlighed og til at få kærlighed fra ham og føle sig forbundet til hinanden:

“De bøger er bare så skønne! Elsker dem! (Og det gør mine unger også).
Farmand sejler og er en del væk,
men vi kan jo bare sende kærlighed til hinanden”

Herhjemme sender vi også kærlighed til vores farmand, når han rejser. Da pigerne var små, lavede vi den første meditation, hvor vi fylder os selv med kærlighed. Så tog vi hinanden i hænderne, og jeg lavede et billede af, hvor han var, så de kunne forestille sig ham, hvor han var.

Sådan en samtale kunne foregå sådan her:

– Lige nu går far midt i mellem en masse høje skyskrabere, han har en hvid skjorte på, og der er rigtig varmt. Prøv om I kan sende kærlighed lige ind i hjertet på ham. Så kan I tro han stopper op og mærker os – og sender kærlighed lige tilbage til vores hjerter.

Så sad vi der i en rundkreds i sengen med hinanden i hænderne og strålede af kærlighed, og pigerne koncentrerede sig så meget, at deres ører strittede. For der er langt til Asien, og farmand skulle have et ordentligt skud kærlighed.

– Kan han mærke det, mor?

– Ja, det kan du tro. Nu stopper han op midt på gaden og mærker, at vores kærlighed kommer strømmende, og han elsker det. Mærk godt efter i jeres hjerter nu, for nu sender han kærlighed tilbage til os. Kan I mærke det, nu kommer hans kærlighed til os. For i hjerterne er vi altid forbundet.

– Forestil jer at I kan trække en regnbue af kærlig energi fra jeres hjerter over til fars hjerte. Og forestil jer så at I kan gå over til ham og få et kram.”

Det er så dejligt, at vi kan føle os forbundne trods afstand. Kærligheden er med os over alt, og i den er vi altid sammen.

Jeg har selv boet i syv forskellige lande og kender hver en krog af følelsen af hjemve til min familie, en kæreste, mine veninder, bedsteforældre – ja selv til Danmark. I dag kender jeg også følelsen af at savne min mand og mine børn, når jeg er væk fra dem. Og det er en vild urkraft. Savn er mange ting og ofte uhåndgribeligt.

Som voksen har jeg forstået, at savnet ikke behøver være så stort, når blot vi forbinder os i kærligheden. Det vil jeg gerne lære børn, der savner. Og forældre må gerne lære med. Mange forældre må rejse fra deres børn af mange årsager, og savn er en naturlig del af børns liv. Når der er kærlighed er der også savn, hvis man ikke kan være sammen. Der er ikke noget galt med at savne, men det kan gøre ondt – og når det gør ondt er det i kærligheden, vi kan finde trøst.

“Min datter er skilsmissebarn og indimellem kan savnet til mig,
når hun er hos far, være næsten ubærligt for hende,
så vi har også bygget en “hjertebro” som hun kan bruge når savnet bliver for stort.
Og når hun kommer hjem igen spørger hun “Ku’ du mærke det, mor?”

Vil du have fat i bogen?

 

Vil du have sparring?