Af Gitte Winter Graugaard

Gitte2

 

 

Gem

I 1993 boede jeg med min familie i Berkeley i USA. Jeg var 15 år gammel og blev indskrevet på Berkeley High. Dengang var jeg storfan af Beverly Hills 90210 og småforelsket i Brandon Walsh. Deres highschoolliv var det jeg havde i tankerne, da jeg mødte op på Berkeley High. Men Berkeley High var alt andet end West Beverly. Her var alle racer samlet et sted, men alligevel enormt isolerede fra hinanden. Der var little Africa i skolegården, little Mexico, sportshoveder og pothoveder osv. Under det ophold oplevede jeg alle former for racisme fra alle disse grupper mod hinanden og prøvede også på egen krop, hvad det vil sige at blive spyttet på og råbt af alene på grund af min hvide hud. Jeg var 15 år og ville så gerne passe ind – men forstod slet ikke spillereglerne – trådte i spinaten flere gange – og LÆRTE utrolig meget. Var nysgerrig på verden omkring mig.

I 1997 tog jeg arbejde på et lille hotel i en lille landsby i Kanton Wallis i Schweiz. Med mit gymnasietyske troede jeg, at jeg var godt kørende, men forstod ikke et muk og måtte have en anden tjener med mig rundt til bordene de første to uger. I den lille landsby var rollerne veldefinerede og hotellet havde da også sit helt eget hierarki blandt os unge. Jeg var 20 år gammel og ville så gerne passe ind – men forstod slet ikke spillereglerne – trådte i spinaten flere gange – og LÆRTE utrolig meget. Var nysgerrig på verden omkring mig.

I 2006 rejste min mand og jeg til Kroatien på en udstationering. Jeg var gravid og havde god tid. Kunne ikke forstå et muk af, hvad de sagde, og fik fire timers privatundervisning i kroatisk hver uge. Lærte at bestille grøntsager på markedet, men min evne til at konversere om andet end vejret, gjorde at jeg følte mig isoleret. Jeg skulle snart føde og gik på et graviditetshold, hvor kvinderne grinede og lavede sjov. Jeg forstod ikke et muk, men forsøgte at smile og passe ind. Jeg fødte på et meget kroatisk hospital (læs: lignede noget fra en Niels Malmros film fra 70erne) og følte mig så langt væk hjemmefra. Jeg var 29 år gammel og ville så gerne forstå de lokale – men forstod slet ikke spillereglerne – trådte i spinaten flere gange – og LÆRTE utrolig meget. Var nysgerrig på verden omkring mig.

I 2008 rejste vi videre til den fransktalende del af Canada. Jeg havde min datter på armen og bevægede mig ud i det fremmede med mit gymnasiefranske. Vi var i legegrupper, fandt andre udenlandske familier, og jeg opsøgte alle mulige netværk – man må jo være kreativ, hvis man gerne vil passe ind. Jeg fødte et barn mere, og hun fik canadisk statsborgerskab – født automatisk ind i et fællesskab, jeg forsøgte at blive en del af. Jeg var 31 år gammel og ville så gerne forstå de lokale – men forstod slet ikke spillereglerne – trådte i spinaten flere gange – og LÆRTE utrolig meget. Var nysgerrig på verden omkring mig.

I dag er jeg hjemme i Danmark, og følger med i debatten om flygtninge og indvandrere i Danmark. Jeg er 38 år og vil så gerne forstå de lokale i mit eget land – men forstår slet ikke deres spilleregler. Jo, vi må godt træde i spinaten, men vi kan også LÆRE utrolig meget af hinanden og alle de skønne sjæle, der nu kommer til os – og gerne vil være en del af vores samfund.

Når du udvider din horisont – gror din rummelighed – overfor dig selv og andre. Du kan ikke sidde herhjemme og lære om verden og tro, at du forstår, hvad integration er. Det forstår du først, når det er dig, der er fremmed og gerne vil passe ind.

Du kan dog sagtens udvide din horisont herhjemme, når det gælder rummeligheden overfor dig selv og dermed også overfor andre – for de to ting hænger sammen. Er du ikke rummelig overfor dig selv, er der stor sandsynlighed for, at du heller ikke er rummelig overfor din omverden. Med mindfulnesstræning lærer du at se med et åbent sind og se verden på ny.

Room for Reflection er en kærlig opfordring til at lære dit rum for refleksion at kende, gå ind i det, forstå det, udvide det, være nysgerrig og komme tættere på essensen af det at være menneske på en planet der svæver rundt i mørket blandt en masse andre planeter i et system, der er så enormt gammelt, at vi end ikke kan begribe, hvor uendelig kort tid vi hver især har på denne jord. Hvad vi kan begribe er, at vi er her sammen – lige nu – lige her – og må forsøge at rumme hinandens forskelligheder og leve sammen side om side i samhørighed og fred. Alt andet giver jo ingen mening…

Denne artikel omhandler netop Berkeley og andre skoler i området. Læs om et projekt der handler om, at lære de unge mennesker at omgås hinanden og forstå, at vi alle er ens og bare gerne vil passe ind.

“In an exercise called “If You Really Knew Me,” all were encouraged to share one true thing about themselves with the group. Once kids opened up and began to really see each other, feel each other’s experiences, the walls came down, says Ferraro.”

http://www.mindful.org/fear-less-love-more/…

Det er denne form for træning i at møde sig selv og verden med nye åbne øjne, vi træner – når vi introducerer børnene landet over for mindfulness. Vi kan nemlig ikke starte for tidligt med at lære at åbne øjnene og hjertet og møde verden i kærlighed.