I dag er det et år siden “Monstermanualen til børn med mange bekymringer” udkom. Allerede i oktober kunne vi se, at vi skulle trykke flere. 2. oplag begyndte at sælge i januar. Det har været et særligt år for mig. Jeg føler mig mere som formidler af denne bog end forfatter, og jeg må indrømme, at jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til, da jeg tog hul på dette enormt sårbare emne – børn og ængstelighed.
 

Da jeg mærkede børnenes angst

Allerede i februar sidste år, da jeg var i Skagen for at skrive bogen, kunne jeg mærke den. Når jeg skriver bøger til børn, bruger jeg min energi på at mærke, hvordan de børn, jeg skriver til, har det. Sådan har jeg altid skrevet mine bøger.

Men de følelser og den sindstilstand, der kom op i mig denne gang, var uhyggelig, kold og skræmmende. Mine forældre har et lille fint gult Skagenshus tæt på vandet. Det er deroppe, jeg skriver mine bøger. Jeg elsker Skagen og er kommet der hele mit liv hos min store familie deroppe.

Når jeg tænker på Skagen, kommer en let og lys fornemmelse, som altid gør mig i godt humør og fylder mig op med god energi. Men denne gang var det anderledes. Når jeg denne uge som så mange andre gange før løb på Sønderstrand ud til Det Grå Fyr, fik jeg pludselige tanker om, hvad der mon gemte sig inde i de bunkers, der ligger på stranden. Jeg fik tanker, om hvorfor de ligger der, og hvad der mon er foregået derinde. Jeg forestillede mig krigen, og hvad en tilsvarende krig i dag ville betyde. Mine tanker løb af med mig, min puls steg, og mine ben blev tunge. Tusmørket generede mig, og jeg løb stærkere. Vendte mig om og kiggede efter, om nogen var bag mig. Hørte lyde. Havet var mørkt og skræmmende.

Det var IKKE det Skagen, jeg kender. Skagen ser ikke sådan ud i mine øjne. Skagen er ikke formet af de tanker i mit hoved, som jeg havde den dag. Den dag så jeg, hvordan tanker kan farve, den verden vi ser. Og det, jeg så, var skræmmende. Det er tankevækkende. Også for os, der oplever verden som lys. 

Stines smukke mission

I løbet af skriveprocessen havde jeg mange samtaler med min medforfatter psykolog Stine Hæk for at kunne formidle bogen. Jeg faldt flere gange i monsterets forældrefælder og kan sige, at monsteret også ville have kunnet narre mig, hvis jeg havde haft et ængsteligt barn.

For der er meget, vi skal se anderledes på, end vi måske intuitivt vil gøre, når det kommer til børns ængstelighed – og måske vores egen. 

Stine er så mega dygtig til at læse de her børn og hjælpe dem. Vi ønskede begge brændende, at denne bog ville kunne hjælpe ængstelige børns forældre med at kunne hjælpe deres børn. Stine blev ved med at sige, at jo hurtigere forældrene får hjælp, jo bedre. Hun havde travlt i sin klinik i Silkeborg, inden bogen udkom og har kun haft mere travlt siden. For der er så mange forældre, som ikke ved, hvordan de skal hjælpe deres børn. Og det gør mig ked af det. Vi har stadig masser af arbejde forude for at få spredt denne bog, så flere lærer den at kende. 

Hvad karakteriserer ængstelige børn?

Vi har givet mange interview, holdt foredrag og har skrevet flere artikler sidste år. Når jeg lyttede til Stine,  gik det mere om mere op for mig, hvad det var, der skete på stranden i Skagen.

Når jeg mærker min målgruppes følelser, mærkes det som om deres følelser bliver mine for en stund. Indtil jeg bliver klar over, hvad der foregår og kan rense min energi og få mig selv tilbage, bliver deres følelser meget virkelige.

Der på stranden mærkede jeg børnenes ængstelighed og så stranden gennem deres øjne, som mere mørk, mere uhyggelig, mere skræmmende, mere levende, end jeg normalt ser den. Stine har mange gange det seneste år til pressen, i foredrag mm. forklaret, at vi ser tre tendenser hos børn med mange bekymringer:

  1. De overvurderer risikoen for farer.
  2. De overvurderer konsekvenserne af hvad der vil ske, hvis det de frygter kommer til at ske.
  3. De undervurderer egne evner til at håndtere det de frygter, og konsekvenserne heraf. 

Det er en skidt cocktail! 

Jeg var 41, da jeg løb på den strand. Og jeg tør ikke forestille mig, hvordan det må være at være et lille barn, der har de tanker, der fløj gennem mit hoved. Tankerne kan vi ikke stoppe. Men med bl.a. mindfulness-træning kan vi lære, hvilke tanker vi vil fokusere på, så verden ikke bliver helt så mørk, som den kan synes, når de skræmmende tanker overtager styringen. Stine forklarer hjernen som en radio. Vi kan ikke styre, hvad der spiller på alle kanalerne, men vi kan vælge, hvilken kanal vi vil lytte til og særligt i det her tilfælde, hvilken kanal vi ikke vil lytte til – monsterkanalen. Vi kan som sådan ikke slukke at den også udsender på sin kanal, men vi kan vælge at lytte til en anden og ikke give monsterkanalen opmærksomhed. 

For at træne børnene i at lære deres indre styrker at kende, har jeg i bogen skrevet meditationen Hjertelys, som siden er blevet så efterspurgt at den er udkommet separat også. Den hjælper børn med at få øje på deres eget hjertelys og sprede det rundt i kroppen. 

Med meditation kan vi lære ængstelige børn, at de har det smukkeste og mest healende lys i deres hjerter, som altid er tændt – også selvom de er hvirvlet ind i monsteret mørke tanker. 

 

Lyt også til den lidt længere udsendelse vi lavede til Radio 24/7

Fantastisk modtagelse

Allerede inden bogen udkom, og de første fagpersoner udtalte sig til vores forord, kunne vi se, at det var lykkedes os at skabe en letlæselig pædagogisk bog om emnet børn og angst. Rigtig mange fagfolk har siden anerkendt virkningen af bogen.

Og da bogen udkom og de første forældre skrev, at bogen havde gjort en forskel, blev vi endnu mere glade. Læs bl.a. bloggen “Hun klarede det!”, med en historie, som gjorde stort indtryk på mig.

Senere kom vi i kontakt med skolelærere, der brugte bogen i deres arbejde og hørte mere om, hvordan børnene hjælper hinanden i klasserne. Det er så stærkt. Se mere her fra Dorthe Kastberg.

Siden den artikel har Dorthe Kastberg sagt sit job op for at fokusere endnu mere på at hjælpe børn med angst. Du finder hende i Kolding. 

Vi vil gerne hjælpe endnu flere børn!

Når jeg ser tilbage på det år, der er gået, er det med en stor ydmyghed. Jeg er lykkelig over, at vi har fået skabt så vellykket en bog. Noget af det, vi hører igen og igen fra både piger og drenge, er glæde over novellen om pigen Simone, som har svært ved at skulle overnatte hos veninden Viola. Karakterne kunne lige så godt have heddet Simon og Victor. Stine har været minutiøs med at redigere den novelle, og fordi hun kender de ængstelige børn så godt, er det lykkedes os at ramme deres karaktertræk så godt, at børnene, der læser den, føler sig set og hørt og i den novelle. Det er som om, Simone kan fortælle børnenes forældre, hvordan de har det. Og det er en kæmpe lettelse for børnene. 

Min egen ydmyghed kommer også til udtryk ved, at jeg om muligt har fået endnu større respekt for Stines vigtige arbejde. Jeg har også stor ydmyghed og medfølelse for de fortvivlede forældre, jeg har mødt gennem det sidste år. Jeg kan afsløre, at jeg til hvert eneste selskab og hver eneste middag det sidste år, har talt om monstre. Samtalerne foregår sådan her: Min bordherre eller dame spørger til mit forfatterskab eller hvad jeg laver. Jeg fortæller, at jeg lige har skrevet en bog til ængstelige børn. Blikket hos den, der spurgte, bliver fjernt. De trækker sig lidt ind i sig selv. Spekulerer. Spørger lidt mere ind til emnet. Og i løbet af aftenen får de fremstammet, at de selv har et ængsteligt barn derhjemme, eller kender et barn tæt på med et ængsteligt sind. Og de aner ikke, hvordan de skal hjælpe. Der er så mange af der her børn derude! 

Angst er stadig et kæmpe tabu i vores samfund, og det er svært for forældre at tale om. Jeg håber, at vi med Monstermanualen har gjort det lidt nemmere. I hvert fald for jer at tale sammen som forældre, lærere og nærmeste familie omkring et ængsteligt barn, så det forhåbentligt er blevet nemmere at skabe en fælles indsats rundt om barnet, som hjælper barnet mest muligt. Det lyder det til på alle jeres tilbagemeldinger. Tusind tak for dem. Det gør mig glad – langt ind i mit hjertelys, hver gang jeg hører om et barn, som har genfundet troen på egne evne og har fået mere mod til at klare hverdagens glæder og udfrodringer. For ingen monstre skal stjæle børns livsglæde! 

Tak for et vildt, lærerigt, ydmygt og også dejligt år med Monstermanualen. 

Allerstørst tak til dig, Stine – du er i sandhed en ildsjæl på en vild mission. Du har min dybeste respekt. 

Hjælp os gerne med at sprede ordet om denne lille bog med så stor effekt. Har du den allerede, kan du skrive herunder, hvad den har gjort for jer. I kan også stille spørgsmål.

Vil I også have et foredrag på jeres skole, bibliotek eller i jeres organisation med Stine og jeg, kan vi bookes her