Læs her en dejlig anmeldelse af Hjerternes Dal fra en 3. klasse.

“Jeg har haft fornøjelsen af at læse bogen ”Hjerternes dal” sammen med min skønne klasse 3.C. Her følger vores anmeldelse:

”Hjerternes dal” er smukt opsat med flotte illustrationer og et sprog, der gør børnene i stand til at danne smukke indre billeder. Jeg gav børnene lov til at tegne deres billeder, mens jeg læste højt. Det gav dem et andet fokus, og samtidig kunne jeg se, at billederne og sproget i bogen ringede genklang hos dem. For enkelte børn var det svært at forholde sig til fantasien i det, fx siger en dreng: ”Det var lidt mærkeligt, at ørnene skiftede farve og voksede”. Men langt de fleste af børnene var meget begejstret! Udsagn som: ”Kærlighedsbjergene var et godt billede”, ”Det var dejligt at være på en lang rejse med Ørnefjer, og bogen var rigtig beroligende”, og ”Jeg kunne godt lide, at man kunne smide alt det dårlige på bålet, så man kunne fylde op med det gode” vidner om, at bogen har givet børnene værktøjer og nye indre billeder, der kan hjælpe dem fremover.

Vi brugte en del tid på at tale om de 4 elementer, inden vi læste dem. Jeg var vild med alle de gode forslag til samtale om sproglige billeder og forskellige betydninger. En hurtig gennemgang, efter vi var færdige med bogen, viste, at alle børnene havde hver deres yndlingselement, som de hver især kunne relatere til.

Af og til kræver bogen, at man har mere tid, end det kan lade sig gøre, men jeg slap af sted med at forklare børnene, at vi skulle forestille os, at vi allerede var landet i hjerternes dal, inden vi gik i gang med et nyt element. Et godt råd er, at man laver egne markeringer i bogen, så man ved præcist, hvor man skal hoppe i teksten. Bogen er nemlig så smart lavet, at den både kan bruges midt på dagen, hvor man skal videre efterfølgende, men også som afslutning på dagen inden sengetid.

Alt i alt må jeg sige, at jeg og min klasse har nydt at være på denne rejse, og nu glæder jeg mig til at læse den med mine egne børn. For som et af børnene så fint udtrykte det, så kan man: ”leve sig ind i det, også kan man få det dejligt, hvis man fx har haft en dårlig dag”.

Mange taknemlige hilsner fra 3.C på Hedegårdsskolen i Ballerup og fra deres lærer Natasja”.

Vil du se mere til bogen?

tryk her