Jeg har fået et spørgsmål fra en mor:
 
“Vi læste i Hjerternes Dal for første gang i går. Min søn vred og vendte sig og gad ikke rigtig lytte efter. Jeg fandt min indre ro, og blev ved med at læse, med små pauser, og viste ham at jeg så hans modstand, men blev alligevel ved. Stille og roligt. Bitte små skridt.
 
Til sidst faldt han ned. Og imens jeg læste med hjertet fyldt med kærlighed brød han sammen. Kom i tanke om at han kunne miste mig og min kærlighed, når jeg engang døde, og så mente han at han så ville være fortabt for evigt! Jeg trøstede og trøstede og prøvede at snakke med ham om det, inden jeg læste videre. Men det var svært. Jeg læste så videre. Der gik ikke længe, så sov han. Helt rolig. Vi nåede ikke engang at møde Ørnefjer. Det skal vi så i aften. 😊
 
Så en lille bøn til dig, Gitte. Gode råd til at snakke om at miste sine forældre og bange for at blive helt fortabt? ❤️.”
 
Her kommer mit svar:
 
“Sikke en fin fortælling. Som også viser, at tålmodighed lønner sig, når det kommer til børn og meditation. Det viser også, hvor meget din indre ro betyder for ham og hans mulighed for at finde ro. Så meget at han kommer helt ind i kernen og mærker efter, hvor meget du betyder for ham og hvor stor jeres kærlighed er til hinanden.
 
Jeg har en bog i hovedet, som ikke er skrevet endnu, der omhandler lige præcis forskel på at være i kærligheden og være i savn eller frygt for at miste. Så tak for opfordringen til at få den skrevet :-).
 
Jeg ved ikke, om I kender “Børnemeditationerne I mit hjerte” også, men særligt meditation nummer tre kan også hjælpe ham, “I min sky henter jeg kærlighed”.
 
Når du taler med ham så prøv at hjælpe ham til flytte hans fokus fra angsten for at miste til fokus på al den kærlighed han har i sig lige nu og her. Hent hans fokus tilbage til nuet (mindfulness) i stedet for at han svæver i et fremtidigt scenarie, som han ikke kan gisne om. Han ved, hvad han har nu – og ingen af os ved, hvad der kommer. Derfor er det rarere at have fokus på nuet. For lige nu og her kan vi elske og mærke hinanden og glædes over, at vi er sammen. Og det er som regel nok – og den slags hverdagsmagi, der fører til små lykkelige øjeblikke. Kram til jer.”
 

Vil du også læse Hjerternes Dal - meditationer til børn?

Vil du have coaching?

Hos Room for You kan du booke Gitte til coaching, healing og mentoring.