Vi har skabt en kultur, hvor børnene er i institution utroligt mange timer om måneden fra de er bitte små, og det kræver naturligvis en hel masse struktur at have så mange børn samlet fra kl. 7 til 17 hver dag. Men den struktur må i min optik ikke frarøve de forældre, der vælger et fleksibelt arbejdsliv for netop at være sammen med deres børn, muligheden for netop det. Der må være plads til fleksibilitet, når det kommer det enkelte barn til gavn. 

 

Af Gitte Winter Graugaard, Forfatter, coach og mentor

 

Jeg tror på, at vi allerede i dette nye år 2018 kommer til at se nye former for fleksibelt arbejdsmarked. I de sidste år har vi set virksomheder, som går forrest for at skabe en ny måde at arbejde på. Hos IIH Nordic har de gode erfaringer med at give deres medarbejdere fri om fredagen, så de kun arbejder 30 timer. De har også kigget på mødestyring og brugen af pauser hver time. Alt sammen for at optimere effektiviteten og få glade medarbejdere.

 

Vi ser også flere og flere freelancere dukke op. Jeg møder mange i min coachingvirksomhed, Room for You, som er klar til at tage springet fra arbejdsmarkedet mod større frihed og fleksibilitet som freelancer, deltidsmedarbejeder eller andet. Personligt nåede jeg kun at arbejde otte måneder i et reklamebureau, før jeg bestemte mig for at et lønmodtagerjob ikke var noget for mig. Det har jeg skrevet mere om i Dr. Andrea Penningtons nye bog Time to Rise, hvor jeg fortæller om, hvordan jeg har lært at lytte til min intuition helt fra barndommen og senere lærte at forstå forskellen på at lytte til min hjerne og mit hjerte.

Når flere og flere danskere finder nye måder at arbejde på, tvinger det arbejdsmarkedet til så småt at begynde at gøre op med en arbejdsuge på 37,5 time, hvilket hvis vi tænker over det, er et levn fra fortiden, for hvem siger, at et antal timer er en målestok i sig selv? Der er selvklart forskel på, hvor meget man når på en time om man elsker sit arbejde eller det modsatte. Der er mange, der spørger mig, hvordan jeg når alt det, jeg skaber. Svaret er, at man bliver effektiv af at elske sit arbejde. For så kan man ikke lade være (for det meste i hvert fald).

Lyntog eller dræsine? 

Da vi som familie kom hjem fra fire år i udlandet i 2009, og jeg havde været på barsel alle fire år og havde født to dejlige piger, meldte der sig tusindvis af spørgsmål. For når man sådan flytter hjem fra udlandet, bliver man bevidst om, hvilke værdier man har, og hvordan man ønsker at leve. Og det er ikke altid at den slagne vej, virker mest attraktiv, når man ser den på afstand. Bare fordi der er mange der går samme vej, behøver det jo ikke være den rigtige for dig.

Jeg følte det som om, jeg lige var kommet ind med 4′ toget, stod lidt lost på perronen med mine børn tæt i favnen og spejdede efter en dræsine, som kunne føre os ud på landet i roligt tempo. For rundt omkring kom venner og familie ræsende ind med lyntog, stod ud på perronen, pustede, stod på igen og var væk lige så hurtigt som de var kommet. Og den sætning jeg hørte mest i de år var “Jeg er så træt”. Og det kunne jeg godt forstå. Og jeg havde ingen lyst til lyntog.

Billede: visitkarlskogadegerfors.se

Lyntoget meldte dog sin egen ankomst på min perron. Jeg fik tilbudt et arbejde ret hurtigt, og alle omkring mig kiggede på mig, som var jeg blevet skænket et guldæg. For hvem får tilbudt et job efter fire års barsel! Det er jo uambitiøst at være hjemme hos sine børn så længe! Men guldæg til trods skreg alt indeni mig, at jeg ikke skulle arbejde fuld tid og med 40 minutters kørsel oveni hver eneste dag samtidig med, at min mand kørte fuld karriere.

Jeg ville være hos mine børn og startede min første virksomhed som freelancer for at få friheden uden nogen som helst garanti for, at det ville gå godt. Mit yndlingsordsprog er, at vi nogle gange skal turde slippe kysten af syne for at nå til nye oceaner (Gide). Og det er netop det, der er svært. At slippe kysten, sejle ud på nye oceaner, uden garanti for, hvad vi finder. Min erfaring er dog, at eventyr venter i horisonten, når vi tør.

Jeg fortæller mere om de overvejelser i Time to Rise. Her kan du også høre, hvad jeg oplever, der sker, når vi ikke er bevidste om de valg, vi har og lever i skyggen af livet genereret af autopilot eller andres ureflekterede meninger.

Hvad så med børnene?

Da mine børn var henholdsvis 3 år og 16 måneder, begyndte de i den lokale daginstitution. Det var svært for mig at aflevere dem og i flere år var de der fra ca. kl. 10-14. Og jeg som sad 300 meter væk og var begyndt at arbejde freelance, kunne mærke så snart den lille vågnede fra lur og stod der som en mis, for at tage hende op og med hjem. Og det havde ikke noget med personalet eller institutionen at gøre. Mine børn har altid haft det godt der og har fået masser af omsorg. Men jeg ville have dem hjemme mest muligt. Det føltes mest naturligt for mig, at mine børn skulle være hos mig.

Mange af aktiviteterne i institutionen begyndte kl. 9, og jeg blev ofte opfordret til at komme der og aflevere, for at børnene kunne være med. Det forsøgte jeg at overholde, når der var tur eller et tema, hvor de skulle i gang på samme tid, men var det blot for at være med fra kl. 9 og lege frit, som det oftest var, følte jeg min fulde ret til at komme med mine børn, når jeg ville og jeg følte, at de var klar. Jeg betalte for en fuld plads for dem begge, men ville selv bestemme, hvornår de skulle være der. Jeg mente og mener stadig, at mine børn havde det bedst hjemme hos mig.

Jeg ser en stigende interesse for Steiner skoler, home-schooling og endda unschooling i de sociale medier jeg følger med i og kan mærke, at der er flere appellerende ting ved de tankegange og filosofier, som oftest bygger på en lyst til at understøtte barnets naturlige lyst til læring og udfoldelse af kreativitet. Men det er for mange inklusiv mig selv et stort og modigt skridt at begive sig ud i. Hvis vi ikke alle er klar til de modeller, kunne vi imidlertid skule til dem og se om, der er noget vi kan lære!

I min optik fører et fleksibelt arbejde for de voksne ofte til et fleksibelt børneliv for de små. Det er i hvert fald det jeg oplever, at mange forældre ønsker. Og vi kan da også se i interviewet ovenfor med medarbejdere fra IIH Nordic, at der hygges mere om børnene om fredagen, når de har fri. Og det skal der være plads til, hvis man som forælder har muligheden.

Vi har skabt en kultur, hvor børnene er i institution utroligt mange timer om måneden fra de er bitte små, og det kræver naturligvis en hel masse struktur at have så mange børn samlet fra kl. 7 til 17 hver dag. Men den struktur må i min optik ikke frarøve de forældre, der vælger et fleksibelt arbejdsliv for netop at være sammen med deres børn, muligheden for netop det. Der må være plads til fleksibilitet, når det kommer det enkelte barn til gavn.

Må mormor passe?

Den problematik oplever en mormor, som skriver til mig på Facebook i forbindelse med, at jeg delte nedenstående artikel, hvor en specialist i børnepsykologi udtaler: “Vores børn har brug for at vokse op i et andet miljø end det, vi tilbyder dem i dag”.

 

Yrsa er mormor og meget indstillet på at passe sine børnebørn 1-2 gange om ugen på skift. Læs her, hvad hun oplever:

“Jeg føler bare, at det bliver betragtet som besværligt, da barnet så “kommer udenfor det sociale i børnehaven, og det er bøvlet med fuldtidsplads og at jeg så tager børnene ud nogle dage om ugen”,,, Er det mon rigtigt, at børnene skal holdes i børnehaven for at normeringerne ikke bliver forkludret? Spørger bare. Jeg kender ikke nok til det. Jeg ville gerne hente drengene og mener bestemt, at jeg er en kvalificeret mormor, men er det bare blevet sådan, at børnene skal have fuldtidsarbejde i børnehaven fra 7.30-16? Det bliver jeg ked af at være vidende om. Det kunne være dejligt, hvis man var mere fleksibel ved kommunen/institutionen. Man betaler f.eks for fuld tid men må hente og bringe når det passer familien… som er heldig at have en mormor i nærheden.”

Mit svar til Yrsa er helt klart, at nej det kan ikke passe! Og selvfølgelig skal hun have lov til at passe sine børnebørn, som er heldige at have en mormor, som ønsker at være sammen med dem i trygge rammer.

Julie, som er pædagogisk assistent og mor svarer i samme tråd Yrsa, at hun bakker op om, at børnene ikke er fuld tid i institution. Da jeg spørger ind til, hvilke forskelle hun oplever på de børn, der er deltid og fuld tid i institution, svarer hun:

“…Man kan da tydeligt mærke på de børn som er afsted fra morgen til aften, at de er hurtige trætte, meget humørsvingende og nogle er ekstremt kontaktsøgende! Hvor man ser på dem som har en fornuftig uge, med fridage og blir hentet tidligt – de er ikke ligeså kontaktsøgende (selvfølgelig kommer det os helt an på om de trives i hjemmet). De er meget mere glade og laver ikke “ballade” som så’n. De er gode til at finde på noget at lave og har en sund kreativ fantasi.” 

I takt med at vi ser flere og flere forældre vælge fleksible arbejdsløsninger, er det nødvendigt, at institutionerne også er fleksible og anerkender, at langt de fleste børn har bedst af at være i institution på deltid. Og i min optik, kommer det blot de andre børn til gode, hvis enkelte børn kun kommer deltid, selvom der betales for en fuldtids plads. For så er der færre børn til den enkelte voksne. Og som det ser ud i dag, vil der være kærkommen.

Hvad mener du? Skriv en kommentar herunder.

1 Kommentar

  1. Hvad mener du? Skriv dine kommentarer herunder!

    Svar

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *