Som med alt andet – skal vi lære at finde balancen i at give vores små børn digitale hjælpemidler.
 
Jeg tror, at den helt store udfordring i det her dilemma ligger i, at ipads er glimrende barnepiger og kan holde vores børn i ro mange timer ad gangen. Og tilmed er der også i meget af indholdet en form for læring, som kan retfærdiggøre tiden bag skærmen.
 
For mig er det ikke enten eller – vores børn vokser op i en digital tidsalder og har en masse muligheder, som jeg synes de skal have adgang til.
 
Spørgsmålet er bare, hvor længe og hvor ofte! Og om vi som forældre er bevidste om, hvad der egentligt foregår, når vi stikker ungerne en skærm.
 
Fordi iPad’en er så god en barnepige, bliver kampen ekstra hård for forældre, der har brug for tid til at lave mad, tage et bad og meget andet, hvor det er så nemt at tænde for en skærm og få lidt ro.
 
For ikke nok med, at vi mister tid til os selv og til at klare de 100 ting, vi hele tiden skal nå, vi skal også håndtere børn, der bliver sure og gerne vil have deres digitale stimulering – nogle ville gå så langt som til at sige digitale fix, når vi siger Nej! til ipad’en .
 
Når vi nedbringer skærmtiden får vi mindre tid til os selv og får tilmed umulige børn. Hmmm, ikke så underligt at mange forældre opgiver! For det ER forståeligt i en travl hverdag.
 
Men….. for I tænkte jo nok, at der ville komme et men, ikke?
 
For det er netop i de kampe, vi tager om fx nedbringelse af skærmtid, at vi har mulighed for at hjælpe vores børn til at lære at finde balance. Ved at sætte grænserne tydeligt op og holde fast i dem, får de nogle trygge rammer at navigere i.
 
Fordi vi har så travlt som forældre, forsøger vi med hjælp af skærmene at undgå en masse konflikter med vores børn, om det så er under en lang biltur, mens vi holder hus, er på restaurant eller andet. Og det er at gøre vores børn en kæmpe BJØRNETJENESTE. For i vores måde at sætte grænser på, lærer vi vores børn en hel masse forskellige elementer, som de skal bruge videre frem i livet. Og vi lærer dem, at det at kede sig i en bil, på en restaurant eller en søndag eftermiddag er helt ok – og at der kan komme en masse gode ting ud af at kede sig.
 
Jeg oplever, at for hver gang jeg nedbringer skærmtiden herhjemme om det så er skærmfrie morgener, skærmfri tirsdage, skærmfrie ferier og alle mulige andre forsøg på at nedbringe skærmtiden – at godt nok snor mine piger sig lidt i starten, men står jeg de 20 minutter igennem det tager at få en god idé til at lave noget uden skærm – får jeg LANGT GLADERE BØRN. Og de opsøger fællesskabet og ikke mindst hinanden.
 
Og vi styrker familiens og børnenes interne relationer ved at lave ting SAMMEN. Og det gælder i øvrigt også, når vi som forældre slukker vores skærme…
 
Og så er vi tilbage til mit kursus i En gave for livet, hvor det at lave familiens opgaver sammen pludselig ikke længere er noget, der skal overstås, mens ungen ser iPad – men en hyggelig stund sammen, hvor vi alle bidrager til fællesskabet. 
 
Hvad oplever du hjemme hos dig. Er det svært at få skærmene slukket? Har du forbudt skærme? Eller har du fundet en god metode til at balancere det? Lad os inspirere hinanden?