(Læs første kapitel her)

Men ikke alle kunne komme i skoven og kigge på anemoner. For ligesom i alle andre fortællinger er der også helte i det her eventyr. Og de havde ikke tid til at vise deres børn anemoner, også selvom intet syntes skønnere for dem end at kunne tage deres børn med i skoven.

Mens folket bagte brød i lange baner og spillede yatzy, var der nogle særligt udvalgte, der bekæmpede truslen. Mange af dem havde vidst fra de var helt små, at de var her på jorden på en særlig mission – for at hjælpe andre og gøre en forskel.

De havde følt sig kaldet til det job, de nu udførte. Men ingen af dem havde haft fantasi til at forestille sig, at truslen kunne opstå så hurtigt og ramme så mange mennesker i hele verden, og sende et helt folk hjem. De særligt udvalgte havde studeret og vidste en masse om, hvordan man bekæmper trusler, der kommer ind i kroppen og skaber ødelæggelse. Og det var, hvad den her trussel gjorde – skabte ødelæggelse.

Hver morgen stod heltene op. Måske havde de kunnet sove. Måske ikke. Hvis de var heldige, sov de stadig sammen med deres familie, men mange af dem sov alene for at passe på dem, de elskede mest. Hver morgen mærkede de et stik i hjertet, når de forlod deres børn for at tage superheltemaskerne på og køre ud og bekæmpe truslen. Og nogle af børnene havde endda fødselsdag.

Når de kom på arbejde håbede de på, at der var masker, briller og handsker nok, så de ikke selv ville blive ramt af truslen, og endnu værre bringe truslen videre til dem, de elskede allermest derhjemme og gerne ville værne om.

Dagene gik. Flere og flere i folket blev ramt af truslen, mørket kom ind over landet, og de særligt udvalgte fik mere og mere travlt. De opsatte telte til at modtage de ramte, de testede så mange de kunne og sendte dem i hver sin retning. Nogle hjem igen og andre ind på hospitalerne til behandling. Dem, der gik ind på hospitalerne, blev ofte grebet af frygt, mens dem der blev sendt hjem åndede lettet op – i hvert fald for en stund.

Inde på hospitalerne stod flere helte og tog imod dem, der var ramt af truslen. De var iført en form for rumdragt og havde så mange lag på deres krop, at sveden piblede frem, brillerne dukkede og tankerne kørte med raketfart for at hjælpe så mange som muligt og passe på, at truslen ikke spredte sig på gangene, på stuerne og i kontorerne. For det måtte ikke ske.

Heltene hjalp rigtig mange til at slippe af med truslen, men måtte også tage sig af, når nogle bukkede under og mistede livet. Og de måtte også tale med dem, der så blev meget kede af det.

At være de særligt udvalgte superhelte i denne tid var det hårdeste, mange af dem havde prøvet og nogle af dem græd, når de låste sig inde på et toilet og havde allermest lyst til at løbe skrigende bort. Men de løb ikke bort. De kom på arbejde igen næste dag og næste dag og næste dag, så deres kolleger i øjnene fast besluttet på at bekæmpe truslen.

De var ikke de eneste, der kæmpede. Der var en kvinde, der hed Mette, som også arbejdede rigtig meget sammen med en mand, der hed Søren og en dronning, som gik på tv og sagde, at folket skulle blive hjemme. Det var dem folket så, men der var mange andre der hjalp dem, og de var også helte i denne kamp, fordi de tog ansvar. Og man skal huske på, at de fleste superhelte i mange fortællinger har nogle ret seje hjælpere. Og dem må vi heller ikke glemme eller overse, når vi nu siger tak.

Og politiet gik rundt i gaderne og sendte dem hjem, der havde glemt, at de skulle blive hjemme. For det kan man komme til at glemme, hvis solen skinner. Der var også nogle i folket, der troede, at truslen slet ikke var så stor, og at de da fint kunne holde fester. Men man skulle bare se på heltene, når de kørte hjem fra arbejde og slæbte sig ind i deres huse for at tage et meget langt bad, vaske hænder grundigt, sætte deres tøj over til vask og måske, hvis det var sikkert kysse deres sovende børn godnat. Det var sjældent de fik den luksus i denne tid at kysse deres børn godnat.

Så mens folket så på anemoner og bagte brød og blev hjemme, var det heltene, Mette, Søren, dronningen og alle de andre, der passede på landet. Og selvom folket var meget taknemmelige, havde de alligevel ingen anelse om, hvad der gik gennem hovederne på heltene, når de atter næste morgen tog af sted for at bekæmpe truslen.

At være de særligt udvalgte under denne trussel, skulle vise sig at være endnu vildere end nogen nogensinde havde kunnet forestille sig. Men ved fælles kamp, et enormt mod og en næstekærlighed stærkere end længe set blandt folket, kæmpede de mod truslen og en dag kunne folket læse i avisen, at antallet af ramte, der kom ind på hospitalerne nu var faldet. Da føltes det, som om mørket lettede en smule.

Mette kom på skærmen og sagde til folket: Det hjælper at I bliver hjemme – og I skal blive hjemme lidt endnu. Og da indså folket, at de også var hjælperne, når de blev hjemme, også selvom solen skinnede og det var påske. For når folket blev hjemme, kunne heltene begynde at tro på, at de igen en dag kunne spise nybagt brød med deres børn og se på anemoner i skovbunden.

#sammenhverforsig

Klar til næste kapitel? 

Kapitel 3: Det de savnede allermest

<3 <3 <3

Del med dine venner, som er en af disse helte og lad os sammen hylde dem <3

Af Gitte Winter Graugaard

Vil du have mere?

Få vores nyhedsbrev og inspiration til mere nærvær og kærlighed i hverdagen som børnefamilie.