Da jeg for nogle år siden stod med “Etwas von den Wurzelkindern”, skrevet af Sibylle von Olfers i 1906 i hænderne, blev jeg draget ind i hendes smukke univers af blomsterbørn, der efter vinterhi myldrer op af jorden med hver deres blomst, hvert deres bidrag til sommerens smukke blomsterhav.

Det var som om Von Olfers hviskede til mig fra en fjern tid om, at også vi og vores børn er børn af moder Jord. Som børnene i Jordens Børn, som jeg valgte at kalde den i min danske oversættelse af bogen, vågner op fra deres vinterhi, er det tid til, at vi i vores generation vågner op fra vores “skærmhi”. For de uendeligt mange timer bag skærmen får os på mange måder til at falde i søvn i livet. Og da vi har skabt utallige muligheder for at holde os kunstigt i live, kan denne form for koma vare en hel livstid.

Mange børn lever i dag i familier, hvor forældrene er faldet i søvn i livet, kører på autopilot og er i en form for “skærmhi”. Og da børn som det mest naturlige i hele verden kopierer deres forældre, flytter de med ind i skærmen og forsøger at navigere. Og det gør mig så trist.

Men der er stadig håb.

Der er stadig rå og vild natur i Danmark, og den er på mange måder så utrolig magisk og helende for os. Så det er tid til at vågne op fra skærmhi og begynde at mærke verden igen. For når vi mærker verden, bliver vi så begejstrede, at vi får lyst til at dele den med andre. Og den begejstring smitter og skaber et sammenhold, som giver livet værdi og giver os appetit på at se mere af verden og opleve mere af planetens magiske legeplads.

Det er tid til at vågne

Når jeg tænker på “Jordens Børn”, fører mine tanker mig ind i de fortryllende universer, som bl.a. Astrid Lindgren så ofte fremkaldte for mit indre barneøje, når min far med sin ro læste højt i Emil fra Lønneberg, og jeg løb med Emil og lille Ida med bare tæer i græsset ud over markerne, eller med hjertet i halsen og en pude at kramme fulgte med Ronja og Birk ind i skovene bag Mattisborgen, eller med tårerne trillende ned ad kinderne red med Tvebak og Jonathan på hestens ryg mod Nangijala, eller fulgte med Rasmus på farten og sov på høloftet, og vi sang viser for fulde halse.

Jeg kunne så levende sætte mig ind i disse universer, som Astrid Lindgren skabte for mig, og som min far med sin fantastiske, legende højtløsning hjalp mig til at se og ikke mindst mærke. Og jeg mærker stadig følelsen så tydeligt i hele min krop, når jeg lytter til ham læse højt for mine piger, der også elsker bedstefars højtlæsning.

For som barn kunne jeg forestille mig, at jeg var med på alle eventyrerne. En af grundene til, at jeg kunne forestille mig alle disse naturlige universer, var, at jeg selv var et naturbarn, som elskede at være ude. De bedste minder fra min barndom er fra vores have, som var en tryg oase for mig i min opvækst i Aarhus. I min nye bog Hjerternes Dal beskriver jeg denne have således:

“Hele mit liv har jeg søgt mod naturen. Som barn elskede jeg at være ude. Haven i mit barndomshjem var fortryllende med masser af krinkelkroge, gemmesteder, smukke blomster, saftige bær og modne frugter på vilde buske og gamle træer. Min mor var altid i gang med at luge et sted i den uendeligt store have. Om sommeren boede vi mest i haven og hejste maden ned fra køkkenet på 1. sal i en fletkurv bundet fast til et reb. Min far havde bygget en stor grill, og vi havde bålplads i baghaven. Fra vores gynger hoppede vi frydefuldt ned i, hvad der føltes som verdens største sandkasse. Sammen med min søster og mine veninder byggede jeg hemmelige huler bagerst i haven, sov i telt, lavede bål, grillede snobrød, spillede bold over den himmelhøje tagryg, tjente en mønt på at slå græs og byggede snemænd om vinteren med gulerod som næse og min fars gamle halstørklæde om halsen. Jeg gik til spejder og lærte, at naturen er en kæmpe legeplads.” (citat Hjerternes Dal).

Det sidste barn i skoven

Når børn i dag får læst de gamle bøger højt, er det mit håb, at de stadig kan genkende sig selv i naturen og som barn af moder Jord, men det er også min frygt, at de er så naturforladte og overstimulerede, at de ikke kan relatere til den form for væren og legen i naturen, som gav mig uendelig meget glæde i min barndom.

For noget tid siden læste jeg “Det sidste barn i skoven” fra 2005 af Richard Louv.

“Idéen til bogen fik han, da sønnen Matthew, der på det tidspunkt var 10 år, en dag sagde: Far, hvordan kan det være, at din barndom var meget sjovere end min? Hvad mener du?, ville Richard Louv vide, og sønnen gav sig til at remse op, hvor mange fortællinger om hans fars barndom, der inkluderede det at bygge huler højt oppe i træernes kroner, fare vild i skoven eller fiske efter salamandere efter skoletid. Sådan noget gør vi aldrig, proklamerede sønnen, og den udtalelse satte Richard Louv på sporet af det, han i dag, to bøger og lang række debatindlæg senere, beskæftiger sig med på fuldtid: Hvordan vores børns barndom ikke længere automatisk er præget af naturoplevelser, og hvad det har af betydning” (uddrag fra artikel om bogen i Kristeligt Dagblad).

 

Den bog gjorde indtryk på mig. For tænk, hvor skræmmende, hvis vores børn mister tilknytningen til naturen. Det tænker jeg over, når jeg tager mine børn med i skoven, melder dem til spejder og ligger i telt i det nordligste Norge i sommerferien. For jeg bliver frygteligt bange for tanken om, at mine børn skal føle sig fremmedgjorte i naturen.

Så når min døtre som herunder slår vejrmøller i en dal, der mindede os om Hjerternes Dal, går en lille tur på fjeldet, tænder bål og slår telt op, bliver jeg glad langt ind i hjertekimen. For så ved jeg, at de forstår dybden i en solnedgang, kan dufte bølgerne i havet, samler skrald op i naturen på deres vej, føler sig frie som sommerfuglen i vinden, mærker deres styrke og balance i bjergene, står op med solen og fortrylles af dens stråler, når de titter frem og  varmer os efter en dag med regn.

Betaget af overlevelsen

Derfor elsker jeg også at se tv-programmet “Alene i Vildmarken” og lære tips og tricks fra de naturkyndige helte, der prøver at bo alene i øde egne af kloden som bl.a. Vancouver Island, som jeg selv elskede at besøge.

Da vi boede i Canada rejste vi med vores ældste datter til øen og havde nogle af de mest vidunderlige oplevelser. Jeg var fem måneder gravid med vores yngste datter, da vi satte os ind i en vandflyver og fløj ind over de barske bjerge, for at blive sat af på “Pretty girl lake”, hvor en lille primitiv hytte ventede os. De døgn står som noget af det vildeste og skønneste, jeg har prøvet. Vi tændte bål, og grillede en ørred, som lille Ida Sofie på 2 år havde fanget med en barbiefiskestang fra en kano med sin far. For søen bugnede af fisk, som sprang og dannede cirkler på den spejlblanke overflade. Der var 70 km til nærmeste civilisation. Vi var helt alene. Og vi elskede det.

I “Alene i Ødemarken” er jeg særligt imponeret over plantesamlerne, som kender så mange typer af planter og kan overleve længe helt alene i og af naturens spisekammer.

Jeg er så optaget af det, at jeg på det seneste har taget kurser hos en vis kvinde på Næstved-egnen, Carina Lyall. Hun har skabt en helt særlig oase på en lille gård midt i den skønneste natur, som vækker en dyb og nærende fædrelandskærlighed i mig, hver gang jeg er der. På gårdspladsen tusser hønsene og hundene rundt, og fra tidlig morgenstund insisterer hanerne på, at vi må op og få noget ud af dagen. Lidt for tidligt, da jeg aftenen inden helt alene stod på en kulsort mark og så langt efter det nordlys, vi måske kunne have været så heldige at se i Danmark den nat, mens en ugle svævede om mig så tæt og længe, at jeg begyndte at tænke på, hvad dens budskab til mig måtte være. Det tænker jeg stadig over. Jeg har ensnu nordlysets gaver til gode, men himlen kvitterede med et mylder af stjerner, som dukkede frem over mig efter den mest fortryllende solnedgang. I baghaven og drivhuset dyrker Carina alverdens grøntsager og urter, og i skoven bag gården, finder vi hendes bålplads og smukke tippi, hvor kurserne foregår. Sidst jeg var dernede for en måneds tid siden, sov vi i hver vores telt, og jeg elskede hvert et sekund.

Carina kommer i helt sikkert til at høre mere om her hos Room for Reflection. For hun har nogle vigtige budskaber til os om at være i – og nyde naturen meget mere, som automatisk betyder, at vi også får lyst til at passe bedre på den.

Jeg deler ud af min viden om naturen i gruppen Fuglefløjt og Hjertelyd på Facebook. Du er hjerteligt velkommen. Nogle gange inviterer jeg jer endda med mig ud i skoven.

Danske børn er i naturunderskud! (skræmmende sætning)

Vi har længe vidst, at stresshaver og naturterapi giver god heling for stress- og depressionsramte. Lige bag min skov i Aboretet her i Hørsholm, har vi en terapihave, Narcadia, som er et skønt tiltag. Sådan skriver de på deres hjemmeside:

“I designet af haven har forskerne bygget på viden om, hvordan grønne omgivelser får mennesker til at restituere, og havens udformning understøtter naturbaseret terapi med en række stemningsfyldte retrætesteder. Nacadia anvendes til forskning af sammenhæng mellem natur og menneskers sundhed.”

Nu er turen kommet til børn, og jeg blev SÅ glad, da jeg i går hørte, at Københavns Universitet åbner et Center for børn og natur.

Danske børn er i naturunderskud. Derfor har Nordea-fonden støttet oprettelsen af Center for Børn og Natur med 18 millioner kr. Det ny center skal medvirke til at vende udviklingen og sikre, at flere børn kommer ud i naturen og får erfaringer og gode oplevelser, der kan danne baggrund for leg, læring, udvikling og trivsel. Forskning viser, at aktiviteter i naturen har positiv betydning for børns fysiske og mentale sundhed, for indlæringsevne og for motorik. Alligevel peger flere undersøgelser på, at danske børn er betydelig mindre i naturen end deres forældre, og at de derfor går glip af oplagte muligheder for sundere krop og sind – også ind i voksenlivet.” (Skriver de på deres hjemmeside).

Jeg glæder mig til at komme i kontakt med – og følge centeret, som i min optik ganske sikkert vil fodre os med forskning, der viser, hvad mennesker i tusindvis af år har vidst – at vi hører til i naturen. Nu mere end nogensinde før, er det tid til at mærke vores intuition og naturlige tilhør til naturen igen.

Som jeg skriver i Hjerternes Dal:

“I dag er naturen for mange familier noget, der bliver opsøgt i ferier og weekender. Og måske endnu værre: Noget vi ser paå en skærm. Med vores moderne levevis er vi i gang med at miste en helt umiddelbar tilgang til og fornemmelse for naturen. Og dermed mister vi også adgang til naturens magiske evne til at hjælpe os til balance i hverdagen. Det vil jeg med denne bog gerne være med til at ændre på. Og måske kan en tættere tilknytning og bedre forståelse for naturens elementer endda være med til at redde planetens fremtid. For jo før vi igen begynder at forstå, at vi hører til i naturen, jo større sandsynlighed er der også for, at vi passer bedre på den, så generationer og atter generationer efter os også får en smuk natur at færdes i. Vi skal ikke tilbage til jægerfolkets principper, men der er mange ting, vi kan lære af at forstå naturens evne til at hjælpe os.” (citat Hjerternes Dal).

 

Meget mere end en skovtur

Netop den naturlige healing vi får fra naturen er en viden, der på mange måder, er ved at gå tabt i vores samfund. Og når den går tabt, frygter jeg, at stress og depression vil vokse i takt – også hos vores børn. For vi er ikke skabt til skærme, stillesiddende arbejde og indelukkede bygninger. Når vi kommer ud i naturen, sker der meget andet end en oplevelse af naturen, som en aktivitet. Der er en masse sundhedsrelaterede gavmilde gaver i naturen. Et nyere hipt fænomen kaldes “Forest Bathing” eller “Skovbad”. Få en lille introduktion her:

 

Naturens energier

Ud over ovenstående mange gavnlige effekter, har naturen også nogle karaktertræk, som vi kan spejle os i og finde gode råd hos. Det fortæller jeg lidt mere om i denne lille film fra skoven, hvor jeg også giver gode råd om, hvordan du kan komme i gang med at mærke din skov mere:

 

De fire elementer

Med min nye bog Hjerternes Dal opfordrer jeg jer til at komme meget mere i naturen i hverdag, weekend og ferier.

I Hjerternes Dal tager Ørnefjer, den vise indianerhøvding, os med ind i dalen og viser os rundt og lærer os elementerne at kende. Børnene lærer, at vi alle har karaktertræk i os fra naturen, og at vi kan bruge naturens elementer til at balancere disse træk i os. Nogle har balance, og så har vi det godt. Men er der for meget eller for lidt, kan meditationerne og naturen hjælpe os tilbage i balance.

De fire elementer er:

Ild 🔥: for meget ild kan give hidsigt temperament. Lær at få ro på den indre ild eller har dit barn for lidt ild – lær at skrue op for passionen. Ild i balance giver passionerede børn, der kan brænde igennem på en god måde.

Vand 💦: for meget vand kan give urolighed, konstant bevægelse, mens for lidt kan gøre os fastlåste. Vand i balance hjælper børn til flow og bevægelse. Der sker sjove og gode ting omkring børn med balance i vandelementet.

Jord 🐌: for meget jord kan gøre det hele lidt tungt at danse med og for lidt kan give lidt svævende rodløse børn. En god grounding er godt for de fleste børn i den digitale tidsalder. Jord i balance giver rolige, robuste, glade børn, der ofte er rare at lege med.

Luft 🌱: luft giver kreativitet, drømme og nye vinkler og rummelighed. For lidt luft giver det modsatte og for meget luft kan give dagdrømmere, som svæver væk og ikke kan få lavet deres opgaver, fx i skolen. Børn med luft i balance er gode til at finde på og kan lege de samme ofte kreative lege i timevis.

Kan du genkende nogle eller flere af de her træk i dit barn/dine børn, får I god hjælp til at finde balance med Hjerternes Dal og de fire magiske elementer. Der er vejledning til dig, der læser højt før og efter hver meditation.

Velkommen i Hjerternes Dal, som er omkranset af Kærlighedsbjergene, som dit barn måske allerede kender fra Børnemeditationerne I mit Hjerte. Og gør du det, kan du allerede nu tænke dig, hvor skønt et sted Hjerternes Dal må være.

Tag dit barn med i naturen. Tag selv mere i naturen og begynd at mærke, hvordan den kan hjælpe dig i din hverdag.

Med min nye bog, Hjerternes Dal, er det mit håb, at I som forældre og jeres børn vil vække jeres intuition og vågne op fra skærmhi og begynde at blomstre, som børnene i Jordens Børn, som strækker deres blomsterblade mod lyset, og hver bærer et unikt bidrag ud i verden med smukke farver, klange og vibrationer.

 

Køb bogen her

Go